Doppelt fejl ved at placere Leuven i ‘Holland’

I en artikel om komponisten Ludwig van Beethoven placerer Weekendavisen d. 24. marts 2023 Leuvens universitet i et naboland. “KU Leuven i Holland”, læser vi. Byen Leuven ligger i Belgien, og dets universitet er bortset fra det, det ældste i Benelux.

Hvor slem er fejlen? Ikke værre end når fx. et tysk medie som Der Spiegel ville placere Aarhus Universitet i Sverige. Desværre er der ikke tale om en enkeltstående fejl. For mere end tyve år siden startede vi vores lille kamp netop, da vi konstaterede at danske medier, forlag og myndigheder meget ofte sløser med fakta om Nederlandene. Det har i al den tid ikke ændret sig.

Holland – vi siger det endnu engang – er ikke et land, men en region i den vestlige del af Nederlandene. Hvis man på dansk forenkler et helt land til ‘Holland’ går der i sagens natur en del nuancer tabt, såsom da for nogle år siden den verdensberømte sydnederlandske maler Pieter Breugel i danske aviser blev kaldt ‘hollænder’. Men den onde hollanditis stopper ikke her.

Som ovenstående fejl viser, puster man ‘Holland’ på dansk så meget op, at det engang imellem omfatter dele af Belgien. Det omvendte sker aldrig. Hverken det ene – at kalde Nederlandene for Holland – eller det andet – at lægge dele af Belgien ind under ‘Holland’ – er korrekt i politisk, historisk, økonomisk og geografisk henseende. Hvis den faktuelle sandhed overhovedet spiller nogen rolle, og det gør den da må vi håbe, burde danske medier omgående ændre praksis og vise mere respekt for Belgien og Nederlandene.