Hvornår følger de danske medier trop, spurgte vi i vores seneste artikel. Her følger et lille eksempel fra Børsen, ‘meget mere end Danmarks førende erhvervsavis.’
Fredag d. 13. oktober bragte dagbladet en artikel om den europæiske krisefond ved navn ‘Next Generation EU’.I en graf, der tjente som illustration, forekom landebetegnelsen Nederlandene. Det glæder os at termen fik lov at blive stående i listen over europæiske lande. Desværre var det næppe et redaktionelt valg. Børsen citerede bare Europa-Kommissionen, som står nævnt som kilde.
For det er Holland her og der og alle vegne i selvsamme udgave af avisen. Allerede på side to læser vi om overtagelsen af SAS af (sic) ‘fransk-hollandske gigant Air France-KLM’.
Børsen citerer også flyselskabets (sic) ‘hollandske topchef’ Anko van der Werff.
Vi gentager derfor gerne spørgsmålet. Hvornår følger danske medier trop og udskifter Holland med Nederlandene, når nu det er så nemt for danske medier at lave Hviderusland om til Belarus, Birma til Myanmar eller Makedonien til Nordmakedonien, bare for at nævne nogle eksempler. Vi spørger bare.