Nederlandsk: 16 millioner nederlænderes og 6 millioner flamlænderes sprog
Danskerne elsker at gøre grin med nederlandsk – eller ‘hollandsk’, som de siger i deres uvidenhed. Det er et sprog, de synes lyder sjovt, grimt, smukt eller umuligt på grund af dets udtale. Navnlig udtalen af bogstavet ‘g’ udløser latterbrøl. Sikke en skrabende eller skurrende lyd, det er da forfærdeligt! Heldigvis har danskerne humor. De indrømmer, at deres sprog er næsten lige så smukt – eller rædselsfuldt eller uforståeligt for andre end dem selv – som det nederlandske. Sproghistorisk set er de jo så godt som søskende og i hvert fald nærmeste slægtninger. Selvfølgeligt griner nederlændere også af dansk. Var der ikke en kok i Muppet-showet, der var dansker??
Det, som danskerne i denne sammenhæng ikke ved, er at der faktisk findes to udtaler af g’et – alt afhængig af hvor i det nederlandske sprogområde, man befinder sig. Det såkaldte hårde, skrabende g tales kun nord for de store floder Maas og Rhin/Waal i Nederlandene – bl.a. i den hollandske dialekt med dens karakteristiske, skurrende accent. Det såkaldte bløde g skurrer ikke, men er nærmest fladt. Det ligner lidt den tyske ch-lyd i ”ich, Kirche, Küche”, dog er den stemt. Det bløde g forekommer ikke alene syd for floderne i Nederlandene. Det forekommer også i Belgien, i den nordlige delstat Flandern.
Tales i Nederlandene og Belgien
Nederlandsk bliver talt i både Nederlandene og Belgien af i alt 22 millioner mennesker: 16 millioner nederlændere og 6 millioner flamlændere. Forskellene på de to varianter af samme sprog er små. De variationer, der findes, har at gøre med forskellige administrative systemer og med dialekterne.
Nederlændere og flamlændere taler altså sit fælles sprog med hinanden. De deltager i hinandens radio- og tv-programmer, og et populært quizzprogram om det nederlandske sprog (kaldt ‘Tien voor Taal’) bliver lige så ofte vundet af flamlændere som af nederlændere. Nederlandske journalister arbejder også for flamske medier og omvendt.
Situationen kan sammenlignes med, at tysk ikke bare tales i Tyskland, men også i Østrig og Schweiz, eller at fransk udover i Frankrig også er modersmål for en del af befolkningen i Belgien og Schweiz. Også her er der små forskelle i udtale, ordforråd og syntaks, men der er alligevel tale om ét og samme sprog. Og forskellene mellem tysk i Schweiz og tysk i selve Tyskland kan endda være meget store og i hvert fald betragtelig større en mellem nederlandsk i syd og nord. Nederlandsk tilhører i øvrigt den germanske sproggruppe, som også dansk er en del af. Nederlandsk har udviklet sig til et separat sprog i Sydafrika, hvor det kaldes afrikaans.
Fælles ordbøger, fælles grammatik
De ældste litterære tekster på nederlandsk stammer fra områder, der nu ligger i Belgien. Grevskabet Flandern og hertugdømmet Brabant var med byerne Brugge, Gent, Bryssel, Leuven og Antwerpen de første magtcentre i det stornederlandske område ( se næste afsnit: fælles kultur, fælles historie ). Det mest afgørende skridt i dannelsen af et nederlandsk rigssprog, ‘enhedssprog’ eller også om man vil ‘højsprog’, skete dog i de nordlige provinser, Holland og Zeeland. Bibeloversættelsen dannede i første halvdel af 1600-tallet grundlag for et alment skriftsprog. I modsætning til de lærdes latin var dette folkets sprog, og det blev derfor af nogle kaldt Diets (betyder ‘fra folket’, heraf den engelske betegnelse Dutch. ‘Deutsch’ på tysk har samme oprindelse). Men allerede fra begyndelsen blev det primært kaldt ‘Nederlands’, nederlandsk altså. I løbet af 1800-tallet blev denne skriftnorm også anerkendt som rigssprog i den nordlige del af Belgien, det nuværende Flandern. Det betyder i praksis: samme ordbøger, samme grammatik, samme retskrivning, samme litteratur.
Netop fordi der i første omgang var tale om et skriftsprog, varierer udtalen i det nederlandsktalende område en del. Dette skyldes primært forekomst af dialekter i hele området, men også den forskellige politiske udvikling mellem Belgien og Nederlandene. Således har dialekterne stået meget stærkere i Flandern, hvilket igen skyldes, at fransk i lang tid blev brugt som det officielle kanslisprog (altså sproget som myndighederne benyttede sig af), ligesom nogle træk i udtalen har spredt sig fra regionen Holland ud over Nederlandene, men ikke er nået over grænsen til Belgien.
Derfor nederlandsk
At der er tale om ét nederlandsk sprog, fremgår også af, at Nederlandene og Flandern har dannet en sprogunion, De Nederlandse Taalunie. Det betyder, at regler for retskrivning og grammatik udelukkende bliver fastlagt eller beskrevet i fælleskab. At skelne mellem hollandsk og flamsk er derfor ikke bare misvisende. Det er simpelthen forkert. Der er tale om en for begge staters vedkommende juridisk bindende aftale.
EU-traktaten, som Danmark har skrevet under på, nævner ‘nederlandsk’ som den korrekte betegnelse for sproget i Nederlandene og den nordlige del af Belgien.