Fælles kultur, fælles historie – lidt baggrund
De nederlandske provinser omfattede oprindeligt hele området, der i dag mere eller mindre svarer til Benelux-området. Det var blevet forenet i løbet af 1300 og 1400-tallet, da hertugen af Burgund giftede sig med grevinden af Flandern. Hertugen og hans efterfølgere samlede i fire generationer en række grevskaber og hertugdømmer, som indtil da formelt set havde været en del af enten det tyske eller det franske rige. ‘De Zeventien Provinciën’ eller sytten provinser var et rigt område ved mundingen af floderne Schelde, Maas og Rhinen. Et lavtliggende område, nogle ”nedre lande”. Oprindeligt, og frem til slutningen af 1500-tallet, lå centret i syd. Grevskabet Flandern var i den sene Middelalder et center for den europæiske klædeindustri. Uld fra Storbritannien blev forarbejdet til klæde, som var kendt som det bedste på markedet. Handelen tiltrak købmænd fra hele Europa til især Brugge, Gent og Ieper. Det gav også sit udslag i kunsten med kendte malere som Van Eyck, Van der Weyden og Memling. I slutningen af 1400-tallet arvede den habsburgske kejser Karl V hele området efter sin bedstemor, Maria af Burgund. På det tidspunkt havde handelen flyttet sig til en ny metropol: Antwerpen i provinsen Brabant, hvor kunstnere som Brueghel og senere Rubens holdt til.
Deling
De nederlandske provinser var rige på grund af de forholdsvis mange byer og havne. De fungerede som én stor markedsplads for hele Europa, dels på grund af den forholdsvis vigtige klædeindustri, dels på grund af handelen med den nye verden – Amerika. Da Karl V også havde arvet Spanien efter sin mor Johanna af Castilien, og da spanierne var aktive i Amerika, profiterede Antwerpen meget af den opblomstrende verdenshandel.
Men byerne har altid været grobund for nye ideer. I 1500-tallet var menneskene især optaget af den nye kristne religion, protestantismen. Den rokkede ved et fast verdensbillede og en fast magtstruktur. Således spirede calvinismen kraftigt frem i de nederlandske provinser. Billedstormen greb om sig fra 1566 og årene efter; meget kirkelig kunst blev ødelagt. Folk og hele byer omvendte sig til calvinismen. Det kunne Karl V’s søn, den spanske konge Filips II, ikke acceptere. For ham var der kun én sand tro, den katolske. Kongen sendte derfor en hær til Nederlandene. Modstanden var hårdere end ventet og derfor bevirkede nogle årtiers krig og kamp om den rette tro en deling af området. De nordlige provinser nåede at løsrive sig. I ly af vandet kunne byerne her bedre beskytte sig mod de spanske landtropper. På havet kunne de tilføje spanierne endda megen skade. De sydlige nederlandske provinser forblev efter denne opstand nødtvungent under det spansk-habsburgske herredømme. Det er mere eller mindre det område, som i dag hedder Belgien. De calvinistiske byer, bl.a. Gent og Antwerpen, overgav sig og store dele af deres befolkning strømmede til de frie provinser i nord, med byerne Amsterdam, Leiden og Haarlem som nogle af de vigtigste. En formel fredsaftale blev først skrevet under på i 1648, ved Freden af Münster/Osnabrück.
Der var i denne periode også en del mennesker, der kom til Danmark, for eksempel til Helsingør, som i en overgang blev kaldt ‘lille Amsterdam’. De danske konger var glade for flygtninge fra hele det nederlandske område. De var som regel gode håndværkere, købmænd, arkitekter og kunstnere. Tænk bare på slægtene Van Steenwinkel og Van Mander. Imens oplevede den nordlige del af Nederlandene, der havde forenet sig i ‘De Verenigde Provinciën’ (De Forenede Provinser), sin storhedstid. Man drog til Amerika, hvor blandt andet Nieuw-Amsterdam blev grundlagt – byen hedder i dag New York. Man opdagede Australien og bosatte sig i Sydafrika, hvor der stadig tales en form for nederlandsk (afrikaans). Og man oplevede sin ‘Gouden Eeuw’, sin Guldalder, hvilket også gav sit udslag i kunsten med malere som Hals og Rembrandt. Danmark fik i denne periode meget væsentlig bistand under belejringen af København og krigen mod Sverige. I danske skoler omtales den nederlandske flåde, som kom det belejrede København til undsætning 1660, altid som ‘den hollandske flåde’, uagtet at en stor del af denne flådes mandskab kom fra Friesland og endda fra Flandern!
De Forenede Provinser stod faktisk som garant for, at Danmark kunne overleve og ikke som Skånelandene øst for Øresund blev indlemmet i Sverige. Uden denne undsætning havde Danmark i dag formentlig været en del af Sverige!
Genforening og deling
En kort overgang i første halvdel af 1800-tallet, efter Napoleonskrigene, blev alle nederlandske provinser fra nord og syd genforenet. På Wienerkongressen 1814-1815 besluttede man at oprette en bufferstat, der kunne danne en modvægt mod Frankrig. Det nye kongerige fik navnet Koninkrijk der Nederlanden, altså Kongeriget Nederlandene. Det blev af flere årsager ingen succes. Som regel fremhæver man religionsforskellene mellem det protestantiske nord og det katolske syd som den væsentligste årsag til sammenbruddet efter kun femten års genforening. Det er dog kun en del af forklaringen. De Forenede Provinser havde jo allerede haft religionsfrihed. Der fandtes derfor også andre grunde, såsom økonomiske og kulturelle. Ønsket om løsrivelse kom især fra de fransktalende områder, som allerede meget tidligt var blevet industrialiseret, og som primært eksporterede til Frankrig, bl.a. stål og tekstil. I modsætning til den første deling af Nederlandene i slutning af 1500-tallet, da området blev besat udefra, løsrev de sydlige provinser sig i 1830. De valgte navnet Belgien, fordi romerne engang havde kaldte deres provins ved Nordsøen Gallica Belgica, hvilket var ensbetydende med ‘de lavtliggende galliske områder’. Grænsen mellem det nye Belgien og det gamle Nederlandene blev imidlertid stort set trukket efter demarkationslinien af 1648 mellem spanierne og nederlænderne. Det er forklaringen på, at de tidligere sammenhængende provinser Brabant, Limburg og Luxembourg blev delte. Derfor hedder en af Nederlandenes sydlige provinser Noord-Brabant, idet Zuid-Brabant ligger i Belgien og nu udgøres af provinserne Antwerpen og Brabant, inklusive Bryssel. Og der er et Limburg i både Belgien og Nederlandene – her er Maas-floden grænsen, selv om floden gennem historien har bundet området sammen. De fransktalende dele af det gamle hertugdømme Luxembourg blev til den belgiske Province de Luxembourg, mens resten – den primært tyske del – omdannedes til Storhertugdømmet Luxembourg i personalunion (indtil 1890) med Nederlandene.
Tilbage står…
Udskillelsen af Belgien har ikke ændret noget ved navnet på den øvrige del af landet, altså af de nordlige nederlandske provinser. Dette land hedder fortsat Koninkrijk der Nederlanden, Kongeriget Nederlandene, som også er den eneste officielle betegnelse på dansk.
Danmark ændrede jo heller ikke navn efter tabet af Slesvig og Holsten i 1864!