Morgen-Avisen Jyllands-Posten, også kendt under forkortelsen JP, begynder muligvis at lære at det hedder Nederlandene og ikke ‘Holland’. Den 4. juni 2020 bragte avisen på sit site en artikel med overskriften: Chok i EU. Nederlandene stemmer nej til stor handelsaftale. Det drejede sig om Mercosur, men dette er i denne sammenhæng ikke vigtigt. JP’s skribent Louie Pedersen skrev:
Afvisningen kommer som et chok i EU, fordi Nederlandene – som Holland nu officielt ønsker at blive kaldt – er den største eksportnation i Den Europæiske Union efter Tyskland.
Handelsaftaler i EU kan kun implementeres, hvis de ratificeres i alle medlemslande, og foruden Nederlandene har også Østrig bebudet at ville sige nej til Mercosur-aftalen.
»Afvisningen i parlamentet i Haag stiller den nederlandske regering i en vanskelig position. Mercosur-aftalen er resultatet af mere end 20 års komplicerede forhandlinger, og det vil skabe alvorlige problemer for EU, hvis aftalen falder til jorden,« siger Raoul Leering, chefanalytiker for international handel i ING.” (Citat slut)
Vi takker Louie Pedersen for sin forståelse for det rigtige landenavn og håber at han og hele redaktionen fortsætter med at kalde landet Nederlandene.